LINDA RAMSING

CERTIFICERET Parterapeut

Parterapeut * Sexolog * Psykoterapeut

Linda Ramsings blog

Blog

Accept og tilgivelse

Posted on August 11, 2013 at 2:15 PM
Vi møder allesammen følelsen, før eller siden i livet.Vrede, irritation, frustration, svigt og had er alle følelser der opstår, hvis en nær relation svigter og sårer dig, det kan være et familiemedlem, en kæreste, kollega eller bedste ven. Så kan din sorg blive til had hvis du ikke får tilgivet.En episode eller hændelse kan gå over din grænse, så du bliver såret og trækker dig med en af ovenstående følelser.

Det kan være et skænderi med en bror/søster, kæreste, bedste ven eller en forælder der udvikler sig så voldsomt, at I går hver til sit og ikke ses mere.Det er super vigtigt at få tilgivet. For fortsætter du uden at tilgive, vil vreden og smerte vokse så massivt indeni dig, at du kan ende med at få både fysiske og psykiske reaktioner. Det er lidt ligesom at drikke gift, og håbe en anden dør af det.Først skal du lære at tilgive dig selv, tilgive dig selv for at have den følelse af had, vrede, bitterhed.

Tilgiv dig selv for at være et menneske der har følelser, og som reagerer. Og husk at det ikke betyder du skal acceptere selve hændelsen.Lad os tage et eksempel: du arbejder sammen med din bror, og du står foran en forfremmelse der vil give dig lønforhøjelse. Din bror går bag din ryg og fortæller chefen, at du planlægger at søge over hos konkurrenten, og at firmaet ikke kan regne med din indsats meget længere. 

Du får ikke din forfremmelse for den bliver tildelt din bror. Din bror hoverer over hændelsen en aften hvor familien er samlet.Du vælger nu at du ikke længere vil have kontakt med din bror mere, og hadet til ham vokser og du gør alt for at tale ned om ham til alle. Indeni er du ved at eksplodere og dit selvværd daler og du føler dig værdiløs. Som månederne går sætter alle frustrationerne sig til smerter i ryggen, hovedpine og søvnløshed.

Nu er det så du tænker, jeg vil ALDRIG tilgive ham det her. Men hvem vil det i virkeligheden ramme? Kun dig selv og dit liv og dine omgivelser. Hos din bror er en fest, for han mærker ikke din vrede og dit had.Så starten på tilgivelsen er, at du tilgiver dig selv for at hade og være vred. Tænk det, skriv det ned og sig det højt… Jeg tilgiver mig selv for at…. På den måde kan du ved gentagelse igennem tid, sætte dig selv fri. 

Før du har sat dig selv fri og tilgivet, kan du ikke arbejde med tilgivelsen af personen/hændelsen. En rigtig god idé kan være, at fortælle episode/hændelse til en du er tryg ved, en der vil være ærlig overfor dig. Fortæl åbent og ærligt om hadet, smerten, frustrationen, gerne med både ord og i billeder.Husk igen at det ikke betyder du accepterer det din bror gjorde imod dig, selve handlingen kan stadig være uacceptabel.

Rent praktisk betyder det, at du skal give dig selv positive tanker og masser af kærlighed. Skriv alle dine tanker og følelser ned – læs dem højt og del dem med en du kan stole på eller din terapeut. Når du er klar til at give helt slip, kan du smide brevet i havegrillen og brænde det, eller smide det i vandet og lade det flyde væk, så du ligesom laver en fysisk handling der indikerer at du er klar til at give slip, og på den måde komme videre med dit liv. 

Du vil få det meget bedre med dig selv, når du giver slip på de negative frustrationer, men giv dig den tid det tager for lige præcis dig.Når du kan mærke at tilgivelsen til dig selv virker, kan du begynde at arbejde med tilgivelsen af personen. Begynd med tanken at vedkommende, der har bragt dig smerten og hadet, ikke har handlet bevidst for at gøre dig ondt, men fordi vedkommende så det som eneste mulighed/løsning i øjeblikket. 

Og at en person kan handle sådan, kan have sine egne grunde og årsager, som du ikke kan eller skal arbejde med, du kan blot håbe at vedkommende selv vil arbejde med sig selv fremadrettet.Du kan kun tage ansvar for dig selv, og ved bevidsthed beslutte om du fortsat vil lide, eller sætte dig selv fri og give dig den kærlighed du fortjener. Sålænge du befinder dig i hadet til andre, kan du ikke inderligt elske dig selv eller tage imod kærlighed fra andre. Så der er faktisk kun gode grunde til, at komme igang med tilgivelsen.

Hvem skal du tilgive.. ?

Categories: Personlighed